I fredags deltog jeg i den store bøn for nationen i Bethesda (Indre Mission i København). Arrangør var KIT - Kirkernes Integrations Tjeneste og Evangelisk Alliance, der er en sammenslutning af primært frikirker - både danske og internationale frikirker i Danmark,dvs. kirker der hovedsagelig består af nydanskere. Arrangementet med at samle de mange nydanske menigheder til bøn for Danmark og danskerne på St. Bededag har nogle år på bagen. Tanken er simpelthen at nu da danskerne ikke selv går i kirke og beder på den store bededag, må det være op til de mange kristne indvandrere og flygtninge, der bor i dette land, at bede for os og på vores vegne.

I år var Bethesda stuvende fuld - og der var vel ligesåmange blå-øjede danskere som nydanskere tilstede. Det var en glad eftermiddag fuld af gospel og lovsang, men også mange alvorlige "testemonials" om forfølgelser, flugt og fangenskab. Det der med fangenskab gælder i særlig grad for de afviste irakiske asylansøgere, hvoraf mange har siddet i Sandholm og Avnstrup i op mod 8 år uden arbejde, skole og integration eller øvrige livsmuligheder. Ca. 1/3 del af disse afviste irakiske asylansøgere tilhører forskellige kristne kirkesamfund - fx. den kaldæiske romersk-katolske kirke, den assyriske kirke og den syrisk-ortodokse kirke. Netop de kristne irakere betaler en ekstra høj pris for krigen i Irak, da de ofte ses for at være i ledtog med det til overfladen kristne Vest. For ikke længe siden blev en biskop fra Mosul myrdet. En del af hans slægt sidder i Danmark og har fået ordre på at vende tilbage til Irak, da de jo ikke - som det hedder - er personligt forfulgte. Danmark og den danske regering trænger til forbøn! En bøn om barmhjertighed og solidaritet med de forfulgte - det være sig kristne, muslimer, buddhister eller hinduer. Store Bededag i Bethesda var en forbøn for Danmark, danskerne og den danske regering om kristelig vækkelse, om barmhjertighed og solidaritet, om næstekærlighed og venskab, om åbenhed, forsoning og fredelig sameksistens i Danmark uanset hudfarve.

For mig som temmelig mainstream grundtvigiansk lutheraner med forkærlighed for højkirkelige liturgier og velformulerede bønner, var arrangementet i Bethesda så sandelig en økumenisk oplevelse. Så vidt jeg kunne se, var Folkekirken kun repræsenteret ved en enkelt præst, der sammen med andre pastorer, lyste velsignelsen over os ved afslutningen af dette bønnemøde. Ellers var det en for mig fremmedartet øvelse i karismatisk lovsang og bøn med alt hvad der sig dertil hører af fagter, indlevelse og højlydte bønner. Og selv om det religiøse sprog måske ikke lige tiltalte mig, så fik det mig i hvert fald til at tænke på bønnens stilling i folkekirkelige kredse. Her føler jeg, at der alt for ofte er tale om præformulerede kirkebønner som præsten japper af (uden indlevelse, personliggørelse og tilpas langsommelighed) og en menighed, som tydeligvis anser det for at være præstens bøn og ikke deres, idet de stort set aldrig beder med, men ligesom præsten lader til, at det er noget, der bare skal overståes! Det står ringe til med bøn og spiritualitet, hvis det blot er noget, der skal overståes. Det er også et krisetegn, at bønnen er præformuleret (altså er udtryk for et formel-sprog) og anses for at være præstens domæne. I den folkekirkelige gudstjeneste beder vi alt for lidt sammen. Selv ikke gensvar kan vi finde ud af, da den gennemprofessionaliserede gudstjeneste har ansat kordegne og kantorer til at forestå dette ritual. Det eneste der stadig er overladt menigheden er salmesangen (for så vidt man ikke har et professionelt og iøvrigt ikke i gudstjenesten deltagende kor stående til at varetage også dette). I mange frikirker er man bedre til at være fælles om gudstjenesten og således også være fælles om bønnen. Gudstjenesten er kun vellykket, hvis det er menighedens gudstjeneste (og ikke præstens) og bønnen får kun sin magt hvis det er menighedens bøn. Kun hvis menigheden (ecclesia) beder, er der tale om en Kirkens bøn. Beder menigheden ikke, beder Kirken ikke. Og så kan nok så mange folkekirke-præster jappe præformulerede bønner afsted på samlebånd!

Min Store Bededags Bøn for Nationen er denne: At man lærer og inviterer sin menighed til at bede i hver en kirke, i hver en menighed. At man inddrager sin menighed til fulde i gudstjenesten, at man overlader det til medlemmer af den deltagende menighed at forestå kirkens forbøn og andre præformulerede bønner, at man beder langsomt og ydmygt, at man giver god tid til hver enkelts personlige stillebøn, at man må støtte hinanden og give hinanden redskaber til bøn, at man starter hver enkelt gudstjeneste med at folde sine hænder og bede om Guds velsignelse af den forestående tjeneste af den korsfæstede og opstandne Kristus.

Når menigheden beder, svarer Gud. Når gudstjenesten tilhører menigheden, svarer menigheden ved at deltage og gennem bøn og fællesskab vil tomme kirkesale fyldes pånyt.