Svenska Kyrkan kan altså nogle ting. På samme måde som i Danmark, samles de nyvalgte (og genvalgte) medlemmer af parlamentet til gudstjeneste ved parlamentets åbning. Men hvor man i Danmark diskuterer hele gudstjeneste-ritualets berettigelse ved åbningen af det sekulære politiske parlament - men alligevel dukker op, fordi ”det er jo en hyggelig tradition” på linie med nisser og påskeæg, er der mere saft og kraft i den evangeliske forkyndelse og betydning i Sverige. I hvert fald i år. For nylig afholdt Stockholms biskop Eva Brunne en prædiken ved Riksdagens åbningsgudstjeneste, der fik 20 nyvalgte parlamentsmedlemmer til at rejse sig op og skride ud af kirken - midt under prædiken.

Det har nok ikke undgået manges opmærksomhed, at der ved det nyligt afholdte parlamentsvalg i Sverige blev valgt et parti ind, der nærmest er at sammenligne med Dansk Folkeparti - Sverigedemokraterne. Efterfølgende rejste der sig snart en storm af folkelige demonstrationstog mod det nye Riksdags-parti. De 20 nyvalgte Sverigedemokrater kom naturligvis glade til den svensk-kristne gudstjeneste - nogle til og med i folkedragt - for at fejre indtoget i magtens centrum. Men ak, Kirken er ikke svensk og Jesus blev ikke født i Nässjö.

Kirkeleder og evangelisk forkynder biskop Eva Brunne havde den frækhed at forkynde ALLE menneskers ligeværd og rettigheder og yderligere fordømme rasisme og diskrimination af mennesker baseret på hudfarve, køn, alder eller seksuel orientering. Det blev for meget for de rystede folkedragter, der åbenbart følte sig ramt af den evangeliske fordømmelse i en sådan grad, at det kirkelige budskab blev (bogstavelig talt) for meget af det gode. De rejste sig alle som én og marcherede taktfast ud af Domkirken for øjnene af en måbende menighed, der talte såvel Kong Carl XVI Gustaf med familie, regering og øvrige parlamentsmedlemmer.

Jeg håber, jeg lever længe nok til at opleve en dansk biskop forkynde det Hellige Evangelium lige op i hovedet på en Søren Krarup, Jesper Langballe eller en Katrine Winkel Holm - og meget gerne til et Folketings åbningsgudstjeneste! At få chancen for at forkynde evangeliet for dem, der behøver det mest, skal ikke spildes på at snakke magthaverne efter munden eller feje ting ind under alterdugen i den intetsigende konformitetens navn, men i stedet udnyttes til at forkynde evangeliet rent og purt, skarpt og klart. Vi er ikke statsansatte tøffelhelte, men Herren Jesu Kristi tjenere!

Nedenfor følger biskop Eva Brunnes prædiken i sin helhed (på svensk).

Biskop Eva Brunnes predikan vid Riksmötets öppnande den 5 oktober 2010 (Texter: Salomos Vishet 7:15-22, 1 Thessalonikibrevet 5:16-24, Lukas 19:37-40) Grattis till uppdraget. Grattis till er som är valda med förtroende. Nästan 85 procent eller lite mer än 6 miljoner människor tror att just ni har bäst förutsättningar att forma ett gott nu och en god framtid för oss alla. Det är stort att bäras av ett sådant förtroende. Och uppdraget har ni tillsammans. Inte var och en. Väl valda så ingår ni i ett sammanhang där era gemensamma ansträngningar väger tyngre än vars och ens egen vilja. För det är väl just så demokrati fungerar? Då handlar det om att lyfta blicken från det egna till det gemensamma. Blicka utöver Bastuträsk, Tomelilla, Göteborg, Grästorp, Husum och Visby. Politik som i en översättning betyder det gemensamma livet i staden. Så handlar det om att lyfta blicken ytterligare en bit, för vi lever inte i vårt eget enbart. Vårt uppdrag och vårt ansvar är större än de gränser som nationen sätter. Det finns en värld som behöver oss – vår solidaritet, våra pengar och inte minst våra ögon och våra röster.
Det är mycket som krävs av er, men tappa inte modet. Vi står bakom er, vi som har gett er mandat att föra vår talan. För det är väl så demokrati fungerar?
   Vi har lyssnat på bibeltexter. Nu var det inte den svenska riksdagen som Paulus skrev till utan en grupp människor i staden Thessaloniki. Till dem sa han: Vi vädjar till er att sätta värde på dem som har det tyngsta arbetet bland er, de som står i spetsen. Visa dem den största kärlek och uppskattning. Och så fortsätter han med rådet: Släck inte anden, pröva allt, ta vara på det som är bra. Det är ord också till oss alla som har röstat och till er alla som valts med förtroende.
   Salomo i sin vishet skrev inte heller till den svenska riksdagen, men ändå kan det bli ord till er: Gud är vägvisaren till visheten. Gud leder de visa rätt. Av honom beror både vi själva och våra ord, all tankeförmåga och all yrkesskicklighet. Visheten – hon som med sin konst har format allt. Ord av nåd mer än av krav. Allt hänger inte på mig själv eller på mitt parti.
   När Jesus närmade sig Jerusalem och lärjungarna ljudligt lät sin glädje höras, bad en grupp fariséer att Jesus skulle huta åt sina lärjungar. Se till att de höll tyst. Man undrar varför de inte kunde tala med lärjungarna direkt. De var ju ändå vuxna människor. Och svaret de får är: Om de tiger kommer stenarna att ropa.
Vad var det som de hade varit med om på vägen. Jo, bland annat att en blind man botades och kunde leva sitt liv helt och fullt. Och så mötet med den föraktade tullindrivaren Sackaios. Han som klättrade upp i trädet för att kunna se, men kanske också för att gömma sig. Till den blinde mannen sa Jesus: Vad vill du att jag ska göra för dig? Till Sackaios sa han: Kom ner från trädet, jag vill gästa ditt hem. Möten i ögonhöjd, med ögonkontakt, i samtal, som betydde livslång förändring för både den blinde och Sackaios. Det var detta lärjungarna hade varit med om. Den stora förändringen för två människor. Det var därför de inte kunde hålla tyst med sin glädje. Och om de ändå hade tystats, hade stenarna ropat om det viktiga i den stora förändringen. Förändringen som bokstavligen blev livsavgörande.
   Det är de livsavgörande förändringarna för människor som är en stor del av ert uppdrag. Och i det aldrig komma så långt ifrån oss som ger er mandat att ni upphör att möta i ögonhöjd, att ni aldrig upphör att ropa ner någon från trädet och säga: Jag vill tala med dig. Höra någons rop och säga: Vad vill du att jag ska göra för dig?
   Vi som tror på människors värdighet och lika värde, oavsett vilket land vi är födda i, oavsett vilket kön eller vilken ålder vi har, oavsett hur vår sexuella orientering tar sig uttryck, vi tror och hoppas att ni har den fortsatta förmågan att säga: Jag vill tala med dig, och den fortsatta längtan att ställa frågan: Vad vill du att jag ska göra för dig? Och känna den stora glädjen i de förändringar som detta kan göra.
   Igår kväll samlades många tusen människor i Stockholm och i olika delar av landet för att ge sin mening till känna. Ropa ut sin avsky mot det som gör skillnad på människor. Den rasism som säger att du är inte lika mycket värd som jag. Du ska inte ha samma rättigheter som jag. Du är inte värd ett liv i frihet. Och detta av en enda grund – att vi råkar vara födda i olika delar av vår värld. Det är inte värdigt en demokrati som vår att göra skillnad på människor. Det är inte möjligt för troende människor att göra skillnad på människor. Det är inte värdigt människor att göra skillnad på människor. Här räcker det inte att vi ger några hundra människor mandat att föra vår talan. Här har vi ett gemensamt uppdrag. Och om någon tystnar eller tystas i kampen för människovärde, måste vi se till att också stenarna ropar. Vi gör det med Guds hjälp.
   Vi har mycket att göra. List, mod, värme krävs. Känn glädjen i uppdraget. Känn tyngden i uppdraget. Känn mandatet från oss. Pröva allt, ta vara på det som är bra. Gör inte skillnad på människor. Känn nåden att vila hos den Gud som har skapat oss.

Med det får vi fortsätta nuet, mot framtiden.
Eva Brunne
biskop Stockholms stift

Efter i alt for mange år at have underlagt sig politikernes vilje som loyale statsansatte tjenestemænd under ministeriet, siger folkekirkens biskopper nu endelig fra og begynder så småt at påtage sig et episkopalt lederskab. Det var også på tide! Både politikernes konstante indblanding i Kirken og Tidehvervs krampagtige forsøg på at pacificere ethvert forsøg til kirkelig samling og lederskab munder ud i en modreaktion, der netop kan få som konsekvens, at vi fremover kan få et mere aktivistisk biskopskollegium at se. Som de "christian activists" vi er, må dette siges at være en glædelig udvikling. Til de, der er bange for at denne udvikling vil splitte folkekirken, vil jeg bare sige: Lad os slippe Statens tunge åg og lad Jesus Kristus være Herre i vort Hus, således at folkekirken kan blive en Kirke for folket (men ikke nødvendigvis omfattende hele folket).

Læs gerne følgende artikler:

 

 Så er verdens centrum - den Danske Folkekirke - røget i uføre igen..! Visse politikere og såkaldte politiske kommentatorer raser over beslutningen om at ringe med klokkerne i forbindelse med klimatopmødet. Kirken skal holde sig fra politik!! Den må ikke blande sig i klimadebatten - ihvertfald ikke hvis den tager stilling til noget, for det er jo politikernes domæne. Og det der med at ringe med klokkerne - er altså en farlig politisk handling, der rummer en hel masse stillingtagen og oser af kritik mod den siddende regering!

Sjovt nok er det altid højreorienterede politikere, kommentatorer og ofte også ekstremt højreorientede teologer, der er ude med riven og kræver, at folkekirken skal holde kæft! Det er påfaldende, hvordan det altid er dette udsnit af mennesker, der føler sig ramt af en mild folkekirkelig stillingtagen. Uden tvivl ses folkekirken som en ligeså ærkekommunistisk trussel som DR, som til enhver tid må drages i tvivl, og som til enhver tid udsættes for mistillid og forudsættes at have de værste skjulte dagsordener.

Nu er det jo sådan, at klokkeringningen er en verdensomspændende begivenhed, hvor verdens centrum - den Danske Folkekirke - hvor utroligt det end lyder, kun er en mikroskopisk brik. Men ligesom den verdensomspændende kommunisme udgyder sit gift i hver en krog, ja så er formålet med klokkeringningen i Danmark (og sikkert i hele verden) at kritisere regeringen Rasmussen, måske endda helt at vælte den!

Som (folkekirkeligt) medlem af Økumenisk Ungdom har jeg fået lov til at deltage i en konference i World Student Christian Federation om kunst, spiritualitet og samfund sammen med 27 andre europæere. Andrea fra Rumænien holder en workshop om at male ikoner. Vi sidder fordybet i hver vores anstrengelse for at få de fire slags blå placeret rigtigt oven på hinanden. Der går næsten en slags meditativ trance i det, og dagenes intense indtryk bundfælder sig, mens vi sidder der med æggeblomme, eddike og farvepigment og kollektivt nægter at gå til frokost. ”Gud er skønhed,” siger hun senere på dagen på rumænsk, og veninden oversætter til engelsk. Jeg nikker. Det har jeg godt hørt, man siger i den ortodokse kirke. ”Vi skal søge skønheden i alle ting. Kærligheden skaber skønheden. Man må være lidt skør for at tro,” ler hun og kysser veninden på kinden. ”Man må give slip på kontrollen over sit liv.” Jeg sidder over for et menneske, der hvad angår det her med skønhed tænker meget som jeg selv. Hun har bare en hel teologi og kirketradition for det i blodet, en livsstil omkring det, mens mine venner og jeg derhjemme famler os frem for at finde sprog for det. Jeg får lyst til at tage imod invitationen til at tage med på klosterrundfart i Rusland til sommer. ... I dag har vi besøg af en gruppe ’senior friends’, folk, der ikke længere er studerende, men føler sig knyttede til WSCF, som Økumenisk Ungdom er med i. Nogle fortæller historier om det at være studerende under den kolde krig. Andre giver indblik i, hvordan de som ledere har formået at integrere kunst, værdier etc. på universiteter. En kvinde har efter et langt arbejdsliv kastet sig over at bedrive lobbyvirksomhed for at få den britiske regering til at gribe stærkere ind i forhold til klimaforandringerne – og hun bruger kunstneriske events i den forbindelse. Det er stort at se den gensidige begejstring for at udveksle erfaringer og tanker. ... Arrangørerne har på forhånd spurgt, om man kan holde en workshop om et emne. De studerende stiller op med emner som ikonmalerworkshop, dans, religion i Europa, meditativ bibellæsning o.m.a. Jeg holder et seminar om at samle kunstnere og at skabe plads for dem i kirker og organisationer. Efter et oplæg går vi de 200 meter ned til Donau i små grupper. Vi diskuterer emnet med afsæt i vores egne kontekster, og omgivet af vand, blomster og solnedgang bliver den enkeltes spørgsmål til fælles samtaleemner. ... Efter en uge er de stærkeste indtryk, der står tilbage, at vi kunne ’celebrate our differences’, altså de forskellige input og perspektiver. Kunst har det med at skabe fællesskab, nærhed, intensitet og nysgerrighed snarere end distancerende diskussioner. Vi ser på, hvad der kan lade sig gøre, snarere end hvad der ikke burde have været. Sådan er kreativiteten, legen. Der hvor vi kan have svært ved at sluge hinandens kameler, er det muligt at mødes på et helt grundlæggende, eksistentielt plan, der hvor vi står over for mysteriet sammen og skildrer det på vidt forskellige måder, lader os hvirvle ind i det, snarere end at diskutere i strakt arm. Det kan den kreative proces gøre ved os. Den flytter blikket hen på skønheden, tilbedelsen, friheden til at lege og finde nye (og genfinde gamle) udtryk. For mig maner det til eftertanke i forhold til økumeni og dialog i samfundet og mellem kulturer og traditioner i det hele taget. Kan kunstneriske processer være med til at gøre det, som ellers kan virke så besværligt eller måske ligefrem skræmmende – at mødes? Det betyder ikke, at vi ikke skal diskutere, aldrig skal slå i bordet, når noget virker usundt eller forkert på os. Men hvis udgangspunktet er, at vi er skabte og skabende mennesker og troende sammen, og der er opbygget en indbyrdes tillid, så kan vi ofte nå længere og være mere lydhøre, mindre forskansede, end hvis vi kun fokuserer på forskellighed som et problem. De kulturelle forskelle folder sig ud i al deres spraglethed, da vi senere på dagen tager til Wien på udflugt. Germansk orden, skandinavisk selvstændighed, østeuropæisk spørgen om vej og britisk tekultur går op i en højere kreativ enhed, og jeg kan ikke huske, hvor når jeg sidst har grinet så meget. Åbenheden og tilliden er enorm. At have tid til både at have worship/andagt (skiftevis ortodoks, katolsk og protestantisk), at have dybe, eksistentielle samtaler og at gøre ting sammen er den ideelle form for dialog mellem kulturer og kirkesamfund.

Her i weekenden tog jeg et smut forbi KRISS’ (Kristna studentrörelsen i Sverige) generalforsamling i Lund og blev opdateret med de ting, der er oppe i tiden hos vores svenske søsterorganisation. Det var også en god mulighed for at møde gamle venner, jeg ikke havde set i lang tid.

Käre venner...

En lang, haard og virkeligt spändende generalforsamling endte officielt i forgaars. Mit spörgsmaal efter oplevelsen lyder: Hvordan skal vi nedbryde de gränser, som alle ved eksisterer? Det er klart, at det ikke er nemt at mödes fra hele verden og leve

Hej alle!

Generalforsamlingen er snart slut. Jeg er trät, og vi er saa heldige, at vi alle har faaet fri i aften. I morgen er det forsamlingens sidste mödedag, og samtlige deltagere er spändte paa det endelige resultat... Hvad sker der med spändingerne mellem de forskellige

Efter et par frustrerende dage (jeg haaber, dem der har läst mit blogindläg fra i gaar, fornemmede frustrationerne!) mener jeg nu at kunne prale af, at jeg har bragt generalforsamlingen paa rette spor. Det viste sig, at jeg ikke var alene med mine frustrationer, og efter adskillige syndsbekendelser

Käre venner

Da jeg tilbage i oktober blev valgt som delegeret for Ökumenisk Ungdom til at deltage i World Student Christian Federations (WSCFs) generalforsamling, lovede jeg samtidig at blogge hver dag her paa siden. Uvidende om hvad der rent faktisk ventede mig, havde jeg ingen problemer

Så er det nordisk-baltiske sommermøde i Litauen i fuld gang! Undertegnede og Søren Pedersen fra Studentermenigheden i Århus (SMÅ) er her for at tage del i mødets tema: Religion i det demokratiske samfund: En kilde til enhed eller konfrontation? Samt naturligvis